Den 31. august 2023 indtager den amerikanske dirigent Joshua Weilerstein scenen i Musikkens Hus som ny chefdirigent. Joshua Weilerstein skal stå i spidsen for Aalborg Symfoniorkester de næste tre år, og han ser frem til at stå over for det nordjyske publikum.
Et strejf af stjernestøv rammer Aalborg Symfoniorkester og scenen i Musikkens Hus, når den amerikanske dirigent Joshua Weilerstein den 31. august indtager rollen som ny chefdirigent i Aalborg Symfoniorkester. 35-årige Joshua Weilerstein, der internationalt er kendt vidt og bredt, bl.a. fordi han som den yngste dirigent nogensinde vandt den prestigefyldte Malko-konkurrence i 2009, skal være chefdirigent de kommende tre år, og hans første koncert bliver åbningen af den nye sæson.
- Jeg glæder mig meget til at vende tilbage til Musikkens Hus og publikum i Nordjylland, når jeg starter min periode som chefdirigent for Aalborg Symfoniorkester. Jeg har besøgt Aalborg og dirigeret orkestret ved flere lejligheder, og jeg ved derfor, hvilken fantastisk rammesætning der venter mig.
- Musikkens Hus råder over en af de bedste koncertsale i hele Europa, og jeg ser frem til at dele mange store musikalske øjeblikke med både orkestret og publikum i de kommende sæsoner, siger den nye chefdirigent for Aalborg Symfoniorkester, Joshua Weilerstein, som først dirigerede Aalborg Symfoniorkester i 2011 og senest i 2021, hvor Nordjyske Stiftstidende gav koncerten stor ros med fem stjerner.
Nye og yngre målgrupper
Valget af Joshua Weilerstein som ny chefdirigent er endnu et led i Aalborg Symfoniorkesters strategi om at tiltrække flere nye og yngre publikummer til orkesterets koncerter. Et arbejde, der allerede har båret frugt de seneste år, og i dag udgør studerende en stigende del af det samlede billetsalg. Kunstnerisk chef ved Aalborg Symfoniorkester, Tecwyn Evans, håber imidlertid, at den klassiske musik kan nå et endnu bredere publikum med den amerikanske dirigent på podiet.
- Vi er ubeskriveligt glade for, at Joshua Weilerstein vil slutte sig til vores musikalske familie her i Aalborg som vores nye chefdirigent, og vi ser frem til, at han åbner sæsonen i Aalborg Symfoniorkester med et brag af et program. Joshua har allerede fra en tidlig alder bevist, at han er en kunstner af højeste kvalitet, og han anerkendes i hele verden for sit åbenlyse talent.
- Samtidig formår han med sine koncerter at tale til et bredt publikum – blandt andet via nye fortolkninger af det klassiske koncertformat samt med hans nøje gennemtænkte programsammensætninger. Det glæder vi os over, at nordjyderne nu bliver førstehåndsvidner til, siger Tecwyn Evans.
Når den nye chefdirigent indtager podiet i Koncertsalen i Musikkens Hus ved Aalborg Symfoniorkesters sæsonåbningskoncert sker det med et program, der tæller værker af to amerikanske komponister og et værk af en tjekke, der skrev sin symfoni, mens han var i USA. William Grant Still er den første afro-amerikaner, der har fået et værk opført af et professionelt symfoniorkester. Hans charmerende og medrivende musik emmer af gospel, blues og jazz og vækker mindelser om Porgy and Bess – som dog først blev skrevet fire år senere.
Samuel Barber er mest kendt for sin Adagio for strygere, der er blevet brugt i mange film. Aftenens violinkoncert har samme skønhed, og musikken bare flyder afsted. Solisten er den unge, fremadstormende norske violinist Sonoko Miriam Welde.
Koncerten slutter med Dvořáks 9. symfoni – Fra den nye verden, som han skrev, mens han var i USA. Amerikanerne hører temaer, der emmer af spirituals og amerikansk folklore, mens europæiske ører mere tolker musikken som én lang længsel hjem til de bøhmiske skove. Værket opnåede enorm popularitet – både i USA og Europa, og Neil Armstrong havde musikken med, da han landede på månen i 1969.
Aalborg Symfoniorkesters engagement med Joshua Weilerstein er blevet muliggjort takket være en generøs bevilling fra Det Obelske Familiefond.